Munkebo Boldklub | Vedtægter
49
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-49,qode-quick-links-1.0,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode_grid_1300,footer_responsive_adv,qode-theme-ver-11.2,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.2.1,vc_responsive

Munkebo boldklubs vedtægter

Navn og hjemsted

Stk. 1 Foreningens navn er Munkebo Boldklub. Stiftet 3. juli 1932.

Stk. 2 Foreningen er hjemmehørende i Kerteminde kommune.

§2 – Formål

Stk. 1 Foreningen har til formål at dyrke boldspil for alle og udvikle medlemmerne både teknisk og socialt.

Stk. 2 Foreningen har en senior-, en old boys- og en ungdomsafdeling

Stk. 3 Foreningen kan til ethvert tidspunkt stifte selvstændige afdelinger, hvis det er til foreningens fordel.

Stk. 4 Foreningen kan være medlem i andre foreninger, hvis det er til foreningens fordel.

Stk. 5 Ingen selvstændig afdeling i foreningen kan løsrive sig fra foreningen, uden at dette er vedtaget på foreningens generalforsamling.

Stk. 6 Nedlægges en selvstændig afdeling, tilfalder hele dens ejendom og formue Munkebo Boldklub.

§3 – Medlemskab

Stk. 1 Som aktive eller passive medlemmer kan bestyrelsen optage alle, der har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål. Kontingent opkræves per halvår hvor bestyrelsen fastlægger tidspunktet for disse opkrævninger. Støtte kontingent opkræves 1 gang årligt.

Stk. 2 Såfremt vedkommende er spærret af FBU, DBU eller en af de andre foreninger under Munkebo Idrætsring, kan vedkommende nægtes optagelse.

Stk. 3. Medlemskontingentet for senior- og ungdomsafdelingen fastsættes af den årlige generalforsamling i februar, og gælder fra førstkommende opkrævning.

Stk. 4 Nye medlemmer skal være indmeldt i foreningen senest 14 dage efter, at de har været til træning.

Stk. 5 Ved en spillers sygdom, fremkommet under aktiv udøvelse for foreningen, fritages vedkommende i sygdomsperioden for kontingent.

Stk. 6 Det er medlemmernes pligt at sørge for, at alt går efter de skrevne love og vedtægter.

Stk. 7 Medlemmerne har til enhver tid ret til at læse protokollen samt sørge for, at den rette sportsånd er til stede i foreningen.

Stk. 8 Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udnævnes på en general-forsamling, hvis 50 % af de fremmødte stemmer herfor.

§4 – Udmelding

Stk. 1 Alle klubbens medlemmer kan udmelde sig skriftligt, når de ønsker dette.

Stk. 2 Refusion af kontingent kan kun ske, hvis udmeldingen er klubbens kasserer i hænde senest løbende måned + 25 dage efter sidste rettidige opkrævningsdato. Herefter bliver kontingentet ikke refunderet.

Stk. 3 Forlader en spiller foreningen med kontingentrestance, skal der ske ind-beretning til FBU, DBU og Idrætsringen.

§5 – Restance

Når et medlem er kommet i kontingentrestance (højst 3 måneder) eller har pådraget sig anden gæld til foreningen, kan bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, udelukke medlemmet, der kun kan optages på ny, når al gæld er betalt.

§6 – Udelukkelse af medlemmer

Stk. 1 Udelukkes et medlem, har han lov og ret til at forsvare sig overfor bestyrelsen og overfor førstkommende generalforsamling, i alle tilfælde skal udelukkelsen behandles ved førstkommende generalforsamling og stå på dagsordenen.

Stk. 2 Et udelukket medlem kan kun optages på ny ved afstemning i bestyrelsen, og der er almindeligt flertal herfor.

Stk. 3 I øvrigt kan bestyrelsen udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil (uberettiget modarbejdelse af bestyrelsen, dårlig sportslig opførelse og lignende), men er ansvarlig overfor generalforsamlingen.

§7 – Generalforsamlingen

Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned.

Stk. 3 Der indkaldes til generalforsamling med mindst 14 dages varsel, ved bekendt-gørelse i lokalaviser. Dagsorden bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen

Stk. 4 Stemmeret har alle foreningens medlemmer fra sit fyldte 18 år. Man kan kun stemme ved personligt fremmøde. Ligeledes skal man være medlem mindst 2 måneder før generalforsamlingen.

Stk. 5 Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal og kan kun omstødes af en ny generalforsamlingsbeslutning, dog ikke vedtægtsændringer i henhold til §12.

Stk. 6 Afstemninger skal være skriftlige, hvis bare ét af medlemmerne forlanger det.

Stk. 7 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling, skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af godkendt regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til §9
    –  formand/kasserer
    –  øvrige bestyrelsesmedlemmer
  6. Øvrige valg i henhold til §9
    – 2 bestyrelsessuppleanter
    –  1 revisor
    –  1 revisorsuppleant
  7. Fastsættelse af kontingent for kommende år
  8. Eventuelt

Stk. 8 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være en af bestyrelsesmedlemmerne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens dag, og kan offentliggøres ved henvendelse til bestyrelsen 3 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§8  – Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen. Den skal indkaldes, hvis over 50 % af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at opfordringen og den til behandling ønskede sag er kommet bestyrelsen i hænde.

Stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde som ordinær generalforsamling.

§9 – Bestyrelse

Stk. 1 Bestyrelsen leder foreningen og kan forpligte denne udadtil.

Stk. 2 Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsen er til stede, deriblandt formanden eller næstformanden (i formandens fravær indtræder næstformanden i hans sted). I tilfælde af afstemning er flertallet afgørende.

Stk. 3 Udebliver et bestyrelsesmedlem fra indkaldt bestyrelsesmøde 3 gange, uden at melde afbud, kan bestyrelsen suspendere vedkommende.

Stk. 4 Generalforsamlingen vælger formand og kasserer samt syv bestyrel-sesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med sekretær, der fører protokol over bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og vigtige begivenheder indenfor foreningen samt fire bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 5 Samtlige valg til bestyrelsen gælder for to år ad gangen.

Stk. 6 Formand og kasserer afgår på skift. Sammen med formanden afgår tre be-styrelsesmedlemmer og sammen med kasserer afgår der fire bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 7 Der vælges 2 bestyrelsessuppleanter for ét år ad gangen og de indtræder efter stemmeantal.

Stk. 8 Der vælges to revisorer (én på valg hvert år) samt en revisorsuppleant.

Stk. 9 Genvalg kan finde sted, og de opstilles på valglisten sammen med nye kandi-dater.

Stk. 10 Vedkommende skal være til stede. Er han/hun forhindret, skal der foreligge en skriftlig fuldmagt fra vedkommende, ellers er valget ugyldigt.

Stk. 11 Medlemmerne vælges ved stemmeflertal.

§10  – Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1 Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2 Bestyrelsen er overfor generalforsamlingen ansvarlig for regnskabet.

Stk. 3 Kassereren fører regnskab over udgifter og indtægter samt fører medlems-kartotek. Kassereren skal meddele bestyrelsen, hvis der er kontingentrestance. Lige-ledes skal kassereren hver måned give bestyrelsen en redegørelse for regnskabet.

Stk. 4 Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer og efter gældende regler vedrørende Kerteminde kommunes frivillige folkeoplysende for-eningsarbejde samt efter almindelig revionsskik. Ved revisioner skal to revisorer, kassereren og formand, i tilfælde af fravær af formand, skal et andet besty-relsesmedlem være til stede. Regnskabet skal til den årlige generalforsamling være forsynet med revisionspåtegning underskrevet af 2 revisorer samt bestyrelsen. Regnskabet forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

Stk. 5 Hverken medlemmer eller andre er ejere af foreningens formue eller drifts-overskud.

§11 – Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1 Foreningen tegnes af formand og kasserer hver for sig eller 2 af bestyrelsens øvrige medlemmer.

Stk. 2 Bestyrelsen kan skriftligt uddelegere tegningsretten i enkelte tilfælde til andre.

Stk. 3 For foreningens forpligtelser hæfter alene dens formue.

Stk. 4 Er der begået bedrageri, underslæb eller anden kriminalitet hæfter det på-gældende medlem, der har iværksat eller profiteret af dette.

Stk. 5 Den samlede bestyrelse kan bemyndige en eller flere i bestyrelsen til at kunne udføre elektroniske bankforretninger herunder blandt andet Netbank.

Stk. 6 Et flertal i bestyrelsen kan blokere for ovennævnte tegningsret, men i givet fald bør involverede parter, bank, kommune, leverandører, medlemmer og evt. sponsorer, afhængig af posten bestyrelsesmedlemmet bestrider, gøres opmærksom på at tegningsretten er inddraget og samtidig skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

§12 – Opløsning

Stk. 1 Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Stk. 2 Hele foreningens formue og rekvisitter skal gives til idrætsformål. Der nedsættes af generalforsamlingen et udvalg bestående af tre personer til at udføre dette.